Secondary navigation
Arkitektur
Krudttårnet på Frederiks Bastion blev opført efter den moderne franske ingeniør Vaupins model. Bygningerne blev mere langstrakte og med fem contrefort'er (stræbepiller) langs de to mure og et muret tøndehvælvet loft, der bliver ganske tyndt i toppen.
Denne konstruktion havde den fordel, at en eksplosion af krudtet ikke ville medføre at hele bygningen sprang i luften og slog de omkringværende soldater ihjel samt anrettede stor skade på omgivelserne. Eksplosionen kunne få frit afløb opad, hvor det tynde loft ville give efter.
Det er formentlig Philip de Lange, der har tegnet Frederiks Bastion. Han har også stået for mange af byggerierne på Holmen, særlig kendt er Mastekranen. Philip de Langes særkende ved disse byggerier er hans ide om, at træ og murværk i en bygning helst ikke skal berøre hinanden. Så vil man undgå, at træets udvidelser og sammentrækninger på grund af det skiftende klima vil skubbe til murværket og på sigt være med til at ødelægge det. Dette kan man se af, at hele 1. salen hviler på en fritstående trærammekonstruktion, der ikke noget sted er bundet i murværket. En sidegevinst ved denne konstruktion, som bastionen nu nyder godt af ved koncerter, er, at denne trækonstruktion er med til at skabe en særlig akustik, hvor hele bygningen fungerer som en klangkasse.
Frederiks Bastion fremstår i de originale materialer. Træværket er pommersk fyr, der blev stærkt af den lange tur, hvor det blev slæbt i vandet efter skibene. I hanebjælkerne på 1. sal sidder stadig to kroge, der har tjent til at hejse ammunitionen op på 1. sal. Der var oprindelig to trapper til 1. sal
1. april 1993 åbnede Frederiks Bastion i sin nye skikkelse. Bygningen var blevet renoveret. Der var blevet bygget en ny trappe, og der var blevet indsat vinduer med skodder i vestvæggen, indlagt vand og el. Denne renovering kunne kun lade sig gøre, fordi krudttårnet stadig ejes af Forsvarsministeriet og hører under Christianialoven. Ellers ville bygningen være fredet i klasse A, både som fortidsminde og som bevaringsværdig bygning.



















